Beskrivelse
Denne forfriskende viognier 2024 fra Domaine Coudoulet er bleggul i farven med grønne nuancer. Duften er frugtig og med et markant skær af akacie. Vinen, der kommer fra over 30 år gamle stokke, holder sig til viognier-druens kendetegn med en rigtig dejlig fylde støttet af smagsnoter af stenfrugter som fersken. Druens karakteristiske duft af orange-skal øger kun fornøjelsen. En fin balance mellem frugt og syre finder man også i denne viognier.
Domaine Coudoulet er et familiebrug i Minervois midtvejs mellem Carcassonne og Narbonne i Sydfrankrig. Familien Ournac har dyrket vin siden 1840, og i dag er det ottende generation Camille og Fanely og deres fætter Guillaume, der står for produktionen hjulpet af Camilles og Fanelys far Pierre-André.
Familien siger selv, at vinene afspejler samarbejdet på tværs af generationerne og familiens værdier som vindyrkere. Nemlig selv at stå for alle aspekter fra arbejdet i marken over fremstillingen af vinen til salget af flaskerne.
Denne viognier er fortrinlig til lette frokostretter, skaldyr, pasta og stegt fisk.

