Rødvin
Rødvin
Det er svært at komme udenom et godt glas rødvin. Hvad enten det er til en solid bøf, der kræver et godt makkerskab, eller bare til et glas, når man skal fundere over tilværelsen.
Og der er sket meget, siden den første vin blev dyrket i Persien for hele 8.000 år siden. I dag produceres der rødvin af utallige slags mørke druer, alt efter hvor man er på kloden. Men alligevel er der arter, som går igen: Cabernet sauvignon, merlot, pinot noir, syrah og cabernet franc – alle klassiske druer, der får følgeskab af druer som grenache, gamay, sangiovese, nebbiolo, barbera, tempranillo og zinfandel.
Størsteparten af de druer finder man i Frankrig, Italien, Spanien og Portugal, men gennem tiderne er de immigreret til lande som Sydafrika, Australien og Californien.
Indeholder garvesyre
Fælles for rødvine er, at de indeholder tannin – eller også kendt som garvesyre, som kan få ens gummer til at trække sig sammen, når man smager på rødvin. Men sammen med frugten og den almindelige syre er tanninerne med til at give vinen en rygrad eller struktur, der er afgørende for, om vinen f.eks. kan lagre i mange år.
Garvesyren kommer fra de blå druers skal, men findes også i druekerner og stilke plus at egetræsfade til lagring også bidrager med garvesyre. Fra fadene kommer også smagen af vanilje i mange rødvine – hvor meget afhænger af, om fadene er lavet af f.eks. fransk eller amerikansk eg.
På vej mod lettere rødvine
Som tiden går, ændrer stilen sig, og det gælder også for rødvin. For bare 25 år siden var alkoholrige, robuste og tunge rødvine meget yndet hos vinanmeldere. I dag er trenden en lidt anden, hvis man spørger anmeldere og læser vinmagasiner. Nu har lettere, lysere og knap så alkoholtunge vine vundet indpas. Stilen er endnu ikke den førende, men det er noget, som vinmagere har bidt mærke, og som har haft indflydelse på deres udbud af vine.
Hos Vins de Vinde finder du mange af stilarterne. Her er de frugtige vine, de solide med god alkohol, de som kan klare en bøf, og de lettere, der spænder over alt fra frokostretter til bare et charmerende glas.